En storbyferie til Barcelona er det bedste jeg ved. Det er muligt at tage et weekendophold i Barcelona eller flere ugers ferie dernede uden man bliver træt af byen. Efter min mening byder byen på alt. Og jeg mener alt! Den har charme; en hyggelig gammel bydel og moderne kvarterer. Her er fantastiske restauranter, tapasbarer, klubber og diskoteker. Du kan gå på stranden eller museum. Besøge Guadi’s skønne bygninger eller tage en tur på bjerget Montjuic. Endelig er en fodboldkamp på Camp Nou ikke at foragte. Glemte jeg noget? Det skulle da lige være de fremragende shoppingmuligheder, som selvfølgelig også findes i Barcelona.
Nu er du forhåbentlig tændt!
Flybilletter til Barcelona
Du kan flyve både med SAS og Vueling direkte til Barcelona. Er du ude i god tid og kan du flyve på dage, der ikke er lige omkring weekenden, kan du få nogle gode priser, helt ned til 400-500 kr. pr. vej. Hvis du vil have et større overblik over dine muligheder for billige flybilletter til Barcelona, kan du prøve en service som Momondo. Det er services der undersøger flere flyselskabers afgange på en gang – det kan gøre det lidt lettere at finde den rigtige flybillet.
Find Flybillet til BarcelonaHotel i Barcelona
Der findes et hav af glimrende hoteller i Barcelona. Inden man booker skal man finde ud af, hvor man gerne vil bo og om det er nødvendigt at have et luksusværelse eller om man kan nøjes med et godt og rent værelse, nu når man kun skal sove på værelset. Det meste af tiden i Barcelona lever man nemlig udenfor.
Jeg har selv boet i Barcelona flere gange på forskellige typer af hoteller. For mig er beliggenheden afgørende og det vil sige i centrum, hvor man nemt og til fods kan nå til Ramblaen, havnen, stranden og de gode shoppinggader og restauranter. Sidst boede jeg på Grand Hotel Barcino, der ligger lige ved rådhuspladsen i en forholdsvis stille gade. Mere centralt kan det næppe blive.
For mange af hotellerne gælder det, at der kan serveres en (dyr) morgenbuffet men det er ofte meget hyggeligere at gå ned på gaden og finde en cafe og få sin morgenmad der sammen med alle spanierne. Og det er i hvert fald billigere.
Se udvalg af hoteller i Barcelona her
Hvad kan du nå på et weekendophold i Barcelona?
Barcelona er en lille storby og derfor ligger mange af attraktionerne forholdsvis tæt på hinanden. Du kan foretage dig mange ting, men alt sammen afhænger selvfølgelig af hvad du selv vil og så er det naturligvis lidt vejrafhængigt. Men gudskelov er vejret næsten altid perfekt i Barcelona.
Hvis jeg ankom med morgenflyveren om fredagen og skulle hjem søndag eftermiddag ville jeg foreslå følgende program.
Første dag i Barcelona
Fra lufthavnen i Barcelona er der ca. 20-30 min. i taxa før du står i centrum ved dit hotel. Taxaturen koster ca. 30€. Er du med første fly fra Danmark, kan du være klar til at udforske byen kl. 12.00. Hvis vejret er godt vil jeg gå ned langs havnen til stranden og bare nyde solen en times tid og måske få en vand, et glas vin eller en kop kaffe. Så har man indsnuset den del af byen. På vej tilbage til centrum vil jeg tage en let frokost ved en af de mange seafood restauranter, der ligger på Passeig de Joan de Borbo. De ser måske alle lidt turistede ud, men maden er altså frisk og fremragende.
Jeg vil gå op mod centrum og holde lidt til højre for på den måde at ramme Born området, der ligger i Gotic – den gamle bydel. Det er et af de skønneste områder i Barcelona. Masser af små spændende butikker, restauranter og cafeer. Jeg vil gå igennem de små gader i den gamle bydel og bevæge mig op mod katedralen, som er et besøg værd. Efter besøget i katedralen vil jeg tage shoppinggaden, der ligger lidt til venstre, når du kommer ud af kirken. Her ligger masser af internationale forretninger hele vejen op til Placa Catalunya.
Herfra vil jeg slentre ned af Ramblaen, for den skal opleves uanset om det er første eller 11. gang, man er i Barcelona. Pas godt på penge, mobiltelefon og andre værdigenstande! Fra Ramblaen går det tilbage til hotellet for at få et bad og måske klæde lidt om til om aftenen.
Man spiser sent i Barcelona – før kl. 21 er der kun fyldt på turistrestauranterne. Men derfor kan du sagtens få noget at spise! For på næsten ethvert gadehjørne er der en tapas-bar. Denne fantastiske spanske opfindelse, der består af en række små retter. F.eks. iberico skinke, oliven, mandler og lidt tungere ting som indbagte kartofler, kød, pølser – ja der er næsten ikke den ting, der ikke kan serveres som tapas. Pas på du ikke bliver for mæt inden du skal ud at spise!
Har du tålmodighed, så kan Cal Pep anbefales til tapas. Denne klassiker har lukket om lørdagen, så det er fredag aften du skal prøve den. Den åbner kl 19.30, men folk står i kø ½-1 time inden. Hvis du gider, er det en oplevelse.
Til tapas er den lokale drik naturligvis Cava – den mousserende spanske vin. Det farlige ved tapas er, at man en gang imellem ikke når videre – man spiser sig mæt og sidder bare og nyder livet med god vin og mad. Men vi har kun to aftener i Barcelona, så vi skal ud at spise på en rigtig restaurant. Er du på et romantisk weekendophold i Barcelona skal du vælge Restaurant Pla, der ligger i de små gader i det gotiske område. Den ligger godt gemt i en lille gade, men den er nu nem at finde.
Maden er god og du finder både kød og fisk, så der er noget for en hver smag. Husk at bestille bord for selv uden for turistsæsonen er her mange mennesker.
Behøver det ikke at være så romantisk, så kan du i stedet tage på Restaurant Caracoles, der ligger tæt ved Ramblaen og Placa Reial. Det er en meget gammel og meget original restaurant, der går tilbage til 1835. Maden er udmærket, men det er især for at opleve restauranten, at man skal besøge den. Her kommer især spaniere og du skal ikke lade dig narre til at gå væk, hvis du kigger ind. Man skal nemlig ind gennem køkkenet før man kommer ind i en masse så rum og sale, hvor man bliver sat til bords. Den skal opleves!
Anden dag i Barcelona
Lørdag formiddag gælder det Guadi – denne ekseptionelle spanske arkitekt. Alt efter hvor dit hotel ligger, går du eller tager metroen til Sagrada Familia – den ufuldendte katedral. Den er virkelig en oplevelse og især indenfor, hvor alle stilladser nu er pillet ned. Derefter tager du videre op til området Gracia, hvor Parc Guell ligger. Man kan gå, men igen er det letteste at tage metroen, den fungerer supergodt i Barcelona. Parken er også tegnet af Gaudi, den er speciel men charmerende på sin egen måde. Her er altid liv og masser af mennesker, der slapper af.
Efter frokost skal du tage ud til Camp Nou, hjemmebanen for Barcelonas fodboldhold. Hvis de spiller kamp samme aften, er der muligvis ingen rundtur, men ellers bør du tage den guidede tur – det er en oplevelse også for ikke-fodboldfans. Er der kamp om aftenen kan du se om du kan få billetter – det er ikke billigt, men en oplevelse for livet og et “must” for alle fodboldfans.
Er du slet ikke til fodbold, kan Picaso museet anbefales, det ligger i den gamle bydel – alternativt en tur til den olympiske havn, hvor du kan nyde det gode vejr, stranden eller restauranterne.
Lørdag aften starter igen med en gang tapas og så endnu et restaurantbesøg. Skal det være i den lidt bedre ende, så er Michelin Tapas restauranten Comerc 24 et meget spændende besøg, som jeg vil anbefale. Men ellers er Barcelona fyldt med gode spisesteder, så du skal også have lov at eksperimentere lidt!
Tredje dag i Barcelona
Søndag er desværre sidste dag og vær opmærksom på at mange forretninger lukket. Tag en tur på Montjuic – bjerget i Barcelona og tilbring formiddagen der. Slut af med en god frokost inden turen går til lufthavnen.
Det ville jeg bruge tiden på! Måske du har andre ideer, så kom gerne med dem i kommentarfeltet nedenfor.
Flere oplysninger om weekendophold i Barcelona
Pakkerejser til Barcelona
Fly til Barcelona
Hotel i Barcelona
[…] kan f.eks. sagtens vælge et tage en storbyferie i Barcelona over nytår, så bliver det bare mere som en almindelig ferie og du skal bruge flere feriedage på […]
[…] tilfældet er for Barcelona, så ligger Nice ved Middelhavet og har derfor det skønne middelhavsklima, hvor det aldrig rigtigt […]
[…] det også selvom det er køligere vejr. Jeg ved det fra mine mange ture til Barcelona, for her er solen skarp også i januar måned og derfor er det en god idé med flere former for […]