Jeg elsker kaffe – det skal der ikke være nogen tvivl om. Jeg vælger dog ikke rejsemål for at smage kaffe, men derfor kan man jo godt finde nogle gode kaffesteder, når man alligevel er på weekendtur.
Det første sted man falder over kaffen er som regel på hotellet. Det er ikke altid noget at råbe hurra for, men består typisk af en god kaffeautomat med forskellige valgmuligheder. Nu er jeg mest til sort kaffe, så valget står som oftest mellem almindelig kaffe, americano eller måske en espresso. Det bliver aldrig helt på toppen, men med en god bønne er det heller ikke helt skidt. Det værste er hvis det er kolbekaffe – det er næsten altid noget tyndt sjask på et hotel.
Besøg byens kaffebarer
Når man er ude og rejse skal man opsøge de lokale kaffebarer og også gerne nogle af dem, der måske er blevet hypet lidt på Instagram eller andre sociale medier. Jeg kan godt lide at prøve begge dele. Både den lokale kaffebar, hvor almindelige mennesker får deres kaffe og måske en croissant og hvor der “blot” serveres en uformel, velbrygget kop kaffe eller espresso og til en pris, der altid slår de danske med længder. I Spanien har jeg ofte få en kaffe og croissant for 2€. Det er altså 15 kroner! For begge dele!
Kaffen disse steder er ikke exceptionel – til gengæld er den autentisk og velsmagende. Og så passer den ind i det lokale nærområde.
Insta-kaffebarerne er anderledes. Her kommer hipsterne, de der gerne vil kunne lægge et billede op, at de har besøgt lige netop denne trendy kaffebar. Indrømmet så er kaffen god disse steder. Men det er ofte lidt forstilt – som om omgivelserne og opsætningen er mere vigtig end selve kaffen. Og så er tilbehøret ofte vegansk, uden gluten m.m. – ja du forstår sikkert hvad jeg mener. Man hygger sig ikke på samme måde disse steder. Atmosfæren bliver – om man så kan sige – lidt for cool.
Rejser man for kaffens skyld så er man altså bedre til at lave kaffe på de almindelige kaffebarer i Sydeuropa – Spanien, Frankrig, Italien – end man er i mange andre europæiske lande. Kaffen har en helt anden tradition dernede og man ser ikke ligeså mange, der skal have en “latte” og ødelægger kaffen med al mulig tilsætning. Dernede er en kaffe en kaffe.
Jeg har ikke haft de samme gode kaffeoplevelser på weekendture i Norden eller de nordeuropæiske lande. Det er ligesom om, at kaffen her er mere en vane end en oplevelse. Altså vi skal bare have kaffen og tænker ikke så meget over, hvordan den smager. I Sydeuropa skal de også have kaffen, men vil også have at den smager godt. Det er nok forskellen. Desværre.
Ingen kommentarer endnu