Prøv en unik mulighed for Bridgewalking i Middelfart
Bridgewalking er en brovandring på den Gamle Lillebæltbro ved Middelfart og er det eneste sted at bestige en bro i Europa! Det er en oplevelse for livet og kan sagtens kombineres med et weekendophold på Fyn eller i trekantsområdet.
Selve brovandringen tager 2 timer, hvilket inkluderer omklædning og en grundig sikkerhedsinstruktion. Du får nemlig udleveret en heldragt, du skal have på uden på dit eget tøj. Så du bør have praktisk tøj på og ikke mindst nogle sko, der sidder godt fast på fødderne og som du kan gå i og som ikke skrider.
Når alle er klar går man til Den Gamle Lillebæltsbro og bliver koblet sammen i et sikkerhedssystem, som gør at alle kan føle sig sikre og trygge. Har man højdeskræk skal man nok holde sig væk.
Og så går det ellers opad! Man skal op i 60 meters højde og så ud på selve broen. Guiden fortæller undervejs om broen, historien og området rundt omkring Lillebælt og de ting, man kan se fra toppen.
Turen er ikke hård, men den er nok ikke for alle. Som skrevet bør man ikke have højdeskræk og det er nok også en god idé, at man er i rimelig god form, da man skal gå ca. 2,5 km og ikke mindst opad (og nedad) af trappetrin op til selve broen. Desuden er der nogle regler, man skal overholde – hvilket er rart at vide, hvis man for eksempel er på polterabend eller lignende:
- Man skal være min. 140 cm
- Ikke være gangbesværet
- Man skal rette sig efter guiden
- Anvende det udleverede udstyr
- Ikke have drukket alkohol – promille på 0,0
- Ikke have taget andre rusmidler
- Ikke være alt for gravid
Læs mere om Bridgewalking og bestil dine billetter her.
Ingen kommentarer endnu